|
|
Foreningen
|
|
Brancheforeningen er startet i 1969 og er dermed den ældste i Danmark og har tillige dannet model for tilsvarende foreninger rundt om i Europa. Foreningen har strenge adgangsbetingelser for nye medlemmer. De medlemmer, der uddanner elever, er forpligtet til at lade uddannelsen følge de rammer, som er afstukket af foreningen. Eleven skal til eksamen hvert halve år, i forskellige racer. Uddannelsen tager 3 år. Vore medlemmer deltager regelmæssigt i kurser og overværer demonstrationer, så det arbejde, der udføres, til enhver tid er tidssvarende, professionelt og fuldt kvalificeret. Blandt vore kurser og demonstrationer er der også foredrag af ernæringseksperter, psykologer og dyrlæger. De vil derfor altid trygt kunne komme i en af vores saloner med spørgsmål om hunde, både hvis de har en hund, der skal soigneres, men også hvis De påtænker at anskaffe en hund. Vi vil altid være klar med råd, vejledning og henvisninger.
|
|
Soignering
|
|
Alle hunde skal soigneres af hensyn til deres velbefindende. Soignering vil i den forbindelse f.eks. sige, at hundens øjne, ører, negle og tænder skal passes, pelsen skal friseres, og at hunden skal trimmes, klippes og/ eller vaskes regelmæssigt. Det er derfor vigtigt at man fra starten vænner hvalpen til at stå på et bord (med skridsikkert underlag) for at lære den at blive friseret og få checket tænder, øjne ører og poter. Så vil hvalpen tage det som en naturlig ting at komme på hundesalon. Det er nemmest både for hund og hundefrisør, hvis hunden i det daglige er vant til at være i hænder. Som regel går det meget hurtigt med at få opbygget et tillidsforhold mellem hunden og den, der skal behandle den. Det går nemmest, hvis ejeren roligt og selvfølgeligt går sin vej. Hvis ejeren tøvende bliver stående, vil hunden koncentrere sin opmærksomhed på "mor" eller "far". Fortroligheden og tilliden mellem hund og hundefrisør kan først etableres, når de har hinanden på "tomandshånd". Det er vigtigt for den daglige pleje, at De anskaffer de rigtige redskaber. Hundefrisøren kan vejlede om, hvad De skal bruge netop til Deres hunderace, så De ikke risikerer at bruge penge på noget der er mindre egnet , eller helt uanvendeligt, sådan at De ikke bruger mere tid på Deres hunds soignering, end De skal og dermed trætter hunden unødigt.
|
|
Alle hunde
|
|
Alle hunde skal soigneres. Mange ved , at man klipper en puddel, trimmer en ruhåret hund og vasker en langhåret. Men hvad gør man ved alle de andre hunde? Selvom Deres hund ikke er en "klippe eller trimmehund" har alt fra chihuahua til irsk ulvehund godt af et besøg hos hundefrisøren. Det gælder selvfølgelig også blandinger. Man kan altid gøre noget, så hunden ser godt ud og føler sig veltilpas.
|
|
Soignering af pudler
|
|
En puddelhvalp skal have klippet hoved og poter, inden den er 3 måneder gammel. Hvis opdrætteren ikke har gjort det, så gå til Deres hundesalon og få det gjort. Hvis en puddel skal være velplejet, skal den børstes 1 -2 gange om ugen. Nogle puddelpelse er tættere og blødere end andre, og kan derfor skabe problemer, når puddelen er omkring et år gammel. Deres hundefrisør vil vise dem teknikken ved at holde en sådan pels - og i det hele taget hjælpe Dem med eventuelle pelsproblemer. Pudlen kan man klippe i alle mulige faconer, både langhåret og i forskellige frisurer. En puddel i hverdagsfrisure bør klippes mindst 4 gange om året. Har den en længere frisure bør den ordnes 6 gange årligt. Tal med Deres hundefrisør om en frisure, som klæder hunden, og som lige netop passer til Deres temperament, tid og pengepung.
|
|
Trimming af spaniels
|
|
En velplejet spanielpels er et smukt syn. Det er vigtigt at trimningen foretages korrekt. Bare en enkelt fejlbehandling kan ødelægge pelsen for altid. Det er meget vigtigt at en spaniel bliver børstet godt i gennem, specielt på faner og ører, da de ellers nemt filtre. Hvis De reder Deres spaniel godt igennem hver uge, og den bliver trimmet hver 3. Til 4. måned, så er den altid pæn. Lad hvalpen komme på hundesalon når den er 4-5 måneder gammel, så den vænner sig til det. Mange spaniels har som hvalpe en stor, ulden pels, og denne hvalpepels må kun klippes på de steder, hvor også den færdige voksenpels skal klippes. Resten må kun redes og eventuelt vaskes. Først når hunden er ca. 9 måneder gammel, begynder ulden at løsne sig , og nu kan den plukkes af. Bliv derfor ikke skuffet, når hundefrisøren aflevere spanielhvalpen i næsten lige så meget pels, som den kom i. For sådan skal det netop være. Hvalpepelsen skal blive siddende, indtil den fælder af sig selv - så udvikler voksenpelsen sig rigtigt.
|
|
Trimming af ruhårede racer
|
|
Alle ruhårede hunde kræver trimning. Det gælder ruhårede terriers, ruhårede grav- og hønsehunde, schnauzere, ruh. bassett og griffoner. Desuden vil en hel del blandinger have godt af at blive trimmet. En af de mest iøjefaldende fordele ved denne form for pelsbehandling er, at efter en veludført trimning vil De opleve, at Deres hund så godt som ikke fælder. En "trimmehund" skal aldrig vaskes. En ruhåret hund har to pelse, en blød, ulden underpels og en hård, ru dækpels. Ved trimning fjerner man den ru overpels. Da det er underpelsen, der regulere hundens legemstemperatur, kan den - afhængig af årstid, klima og lufttemperatur - være meget sparsom og hullet eller meget ulden og tottet. Det er som regel nødvendigt at eftertrimme. Den foretages 6-8 uger efter hovedtrimningen. Her fjerner man ulden, og den nye dækpels vil da i regelen ligge klar nedenunder. Der er åbenbare fordele i at lade sin hund eftertrimme. Den får en renere, bedre og mere farvestærk pels. Når hunden er eftertrimmet, lader man pelsen vokse til. I regelen skal den igen trimmes efter 3 - 3 1/2 måned. Uanset om De vælger at lade Deres hund eftertrimme eller ej, vil det normale antal trimninger om året være fire. Men det har en økonomisk fordel at lade hunden eftertrimme, idet prisen for en eftertrim oftest vil være næsten 25 % billigere end prisen for hovedtrimningen. Hverken ved trimningen eller ved eftertrimningen er det nødvendigt - eller tilrådeligt - at vaske hunden, idet man jo i begge tilfælde fjerner de døde og beskidte hår. Det må i det hele taget frarådes at vaske ruhårede hunde, da man fjerner det naturlige fedtlag, og pelsen vil da tage snavs til sig og være sværere at holde. For ruhårede pelse gælder, at det er meget vigtigt at lade den trimme regelmæssigt, først og fremmest for at undgå fældning, men i næsten endnu højere grad for at give hunden den gode, stride pels, der om sommeren beskytter hundens hud mod stærke solstråler og om vinteren mod kulde, regn og sne. En utrimmet, lang, løs pels holder meget mere på kulde og fugt, end den veltrimmede, tætliggende. Det er vigtigt at trimmeracerne bliver behandlet absolut professionelt. Bare en enkelt fejlagtig behandling eller en klipning i stedet for en trimning vil medføre langvarige skader på hundens pels.
|
|
Kom og få en snak
|
|
De kan frit og uden forpligtelser af nogen art henvende Dem til den lokale BHS-salon og der få den snak, der er så vigtig for Dem og Deres hunds trivsel. Hundesaloner, der er medlemmer af BHS, vil have foreningens bomærke sat op. Bomærket udleveres kun til personer, der har bestået vor eksamen. Ved at få talt med hundefrisøren og måske få nogle værdifulde råd, kan De få opbygget den tillid, der altid bør være der, når man aflevere sin hund til "en fremmed". Husk at grundlaget for at få et godt klippe- eller trimmeresultat, kræver en god pels at arbejde med, hvilket igen er afhængig af en god kost, samt den daglige soignering af Deres hund. Og husk at vi, som Dem, kun har vores hænder, børste, kam og saks.
Vi glæder os til at se Dem og Deres hund
hos den lokale BHS-salon.
|
|